|
Dagligt Liv i Norden LINK
af Troels-Lund, Tr. Fr. (1840-1921)
At Bavner anvendtes til Krigsbrug i det 16de Aarhundrede
var en Selvfølge. "I ser Bavnen staa oppe paa denne Høj
herude", siger Peder Palladius, "og veed aldrig, naar en fremmed
Fjende vil overfalde os, enten Nat eller Dag"2. I Danmark
benyttedes Bavner til Krigsbrug endnu i Krigen med England
1807-14, i hvilke Aaringer alle Festblus var forbudte. Ja selv i
Aaret 1864 spillede Bavner en Rolle blandt Forsvarsanstalterne
paa Als og Fyn, om end de nu til Dags i de fleste Tilfælde
har faaet Afløsning i Telegraf og Telefon.
Men selv efter at alle religiøse og Nyttigheds Hensyn er
bortfaldne, har de gamle Festblus holdt sig. Det er ikke blot af det
hyppigt forekommende Bakke-Navn: "Bavnehøj", at man kan
slutte til Skikkens fordums Almindelighed. Hver Valborgs Aften
lysner Baalene i mange Egne endnu som for Aartusinder siden.
Det er ikke let at bestemme Grunden til, at de har holdt sig i
een Egn og er opgivne i en anden. En Regel, der dog tæller
mange Undtagelser, er det, at hvor Valborgs Blussene er
bevarede er Set. Hans-Blussene ophørte og omvendt. Som
Eksempel paa Undtagelserne kan nævnes Dalarne, hvor der
brændes baade Valborgs- og Set. Hans-Blus3. Hvor mangfoldige de i
de rette Egne kan være, kan ses af, at der f. Eks. fra Blæsborg
Bakke ved Horsens, Valborgs Aften 1879, taltes ikke mindre end
70 Blus4.
De Folk, der i det 16de Aarhundrede samledes ved Baalene,
var mere end blot flygtige nysgerrige. De var fast bestemte paa
at ville tilbringe hele Natten i det frie. Valborgsaften var en af
de mest bekendte "Vaagenætter".
Medens alle saaledes strømmede ud til Baalene, det eneste
"Vaage nat"
Sted, hvor Heksene ikke havde Magt, var der en egen Uhygge
udbredt over Hjemmene, hvor kun de allernødvendigste var
blevne tilbage. Man faar et Indtryk heraf gennem en tilfældig
Beskrivelse af Forholdene i en Gaard i Vordingborg, Valborgs
Nat 1592. Søren Boesen laa inde, saa hørte han pludselig mellem
Kl. 12og l, hvorledes Hunde og Katte begyndte at tude og mjave.
Det lykkedes ham at faa fat i Jakob Tærskemand, der var villig
til at gaa ud og se, hvad der var paa Færde. Men da han kom
ud i Gaarden, saa han ikke andet end nogle Hunde og Katte, og
han gik derfor ind og lagde sig igen. Men lidt efter begyndte det
at mjave og skrige paany. Søren Boesen maatte da selv ud,
væbnet med et Økseskaft, og ganske rigtig opdagede han derude bag
et Tjørnelæs ved Kohuset, nærmest op til Mester Hanses den
sorte Ko, to Kvindeskikkelser. Da de ikke svarede paa
Spørgsmaalet: "Hvem dér?", men løb, havde han Mod til at løbe efter
og slaa den ene med Økseskaftet. Hun maatte standse, og det
viste sig da at være Mette Sandbagers, som han godt kendte. Hun
tiggede og bad ham ikke at røbe hende eller udlægge hende. Han
svarede: "Sker der nogen Skade, skal du faa Straf derfor." Men
hun indestod for, at der ikke skulde ske nogen Skade. "Og er
heller ikke nogen Skade sket".
Hvorvidt hun iøvrigt var en virkelig Heks, faar at staa hen.
Vist er det, at to Maaneder efter skete der dog nogen Skade,
idet Mester Hanses den sorte Ko begyndte at malke Blod. De seksten Mænd, der i denne Anledning udnævntes til Dommere,
turde imidlertid ikke i Kraft af disse to Kendsgerninger dømme
hende fra Livet1.
Ude ved Baalene herskede der Liv og Lystighed (Fig. 57).
Ikke alle forblev dog samlede her, de unge gik til Skovs for at
plukke Blomster og bryde grønne Grene af, hvormed Boligerne
tidlig næste Morgen skulde "majes". Undertiden, men langtfra
altid, opgravede man tillige paa Valborg Nat "Majtræet" eller
smykkede det, saa at det stod rede til om Morgenen.
Det var en ikke ringe Uskik, at unge Mænd og Kvinder
saaledes ved Nattetid færdedes alene i Skoven. Den Sædvane i
mange Egne, at man netop i denne Nat traf Aftale om, hvem der
skulde være hinandens "Gadebasse" og "Gadelam", forbedrede
ikke Forholdet, og med Rette blev "Vaagenætterne" berygtede
for deres Usædelighed. Ikke uden Grund er det i Folkevisen en
Vaagenat, i hvilken Hr. Lave lokker Jomfru Eline2. Ganske det
samme var Tilfældet i Udlandet. Om Forholdene i England
hedder det i Aaret 1585: "Jeg har hørt af troværdige Vidner, at af
40, 60 eller 100 Piger, der Valborgs Nat gaar i Skoven, kommer
knap en Tredjedel med Æren tilbage"3.
Heller ikke ved Baalene stod det godt til, om end af andre
Grunde. Drikken steg de gamle til Hovedet, og naar de unge
hen ad Morgenstunden vendte tilbage, slæbende med Majtræet
og trængende til en Hjertestyrkning, blev det værre endnu. Med
Føje mente Peder Palladius at burde rette den Opfordring til
de unge Karle: "Forvarer eder, at I ikke bande og sværge og
slaas ude ved hint Majtræ!" Forældrene formaner han saaledes:
"Lærer eders Børn ikke de ti Budord, Troen og Fadervor, da
lærer de at sværge og bande, lyve og stjæle og slaa Folk ihjel.
Da skulle I vel høre om Blod, Død og Vunder ude ved
Majtræet"4.
Der blev virkelig oftere hørt om Blod og Drab ved Majtræet.
Aar 1570 slog saaledes "Majdrengene" en Kirkeværge ihjel i
Merløse Herred, "desligeste en Degn, og blev ni løse Ben tagne
af hans Pande"5.
Grunden, hvorfor det særlig gik ud over Kirkepersoner, var,
at Regeringen af Hensyn til al den Uskikkelighed, der fandt Sted
i Vaagenætterne, tilsidst udstedte Forbud mod disse. Det blev
Gejstlighedens Sag at paase, at Forbudene virkelig blev
efterkomne. Det vrimlede med Saadanne Forbud1, og Straffen,
hvormed der truedes, Tabet af den halve Boeslod, var alvorlig nok,
men det var ikke let at gennemføre sligt. Præsten og Degnen stod
alene imod en hel Befolkning.
At Gejstligheden dog ikke var bange for at sætte haardt mod
haardt, kan ses af flere Eksempler, Præsten Hr. Jørgen Lauritsen
i Udby paa Fyn ivrede saaledes Aar 1572 fra Prædikestolen mod
"den ugudelige hedenske Handel med Natteløb paa Vollermisse
Nat". Og da Dagen nærmede sig, sendte han Bud til hver enkelt
Bonde i Sognet om at lade være med at fejre Festen. Mange
svarede nej til hans Anmodning. I sin Vrede holdt han da paa
Val-borgsdag en ny Tordentale i Kirken mod de ulydige. Disse blev
ham imidlertid ikke Svar skyldige, men rejste paa samme Dag et
anseligt Majtræ. I kristelig Nidkærhed lod han dette hugge om.
Men saa viste sig et mærkeligt Udslag af ældgammel Synsmaade.
Bønderne anlagde Sag imod ham for "Hærværk", og
Adelsmændene i Omegnen støttede dem ved paa Kongens og egne Bønders
Vegne at forlange store Bøder af Præsten. Jørgen Sehested paa
Hindsgavl krævede saaledes 32 Daler, Sten Bilde til Kærsgaard 30
Daler, Fru Anna paa Iversnæs 8 Daler o. s. v. Det truede med at
blive Præsten en dyr Historie, og han maatte sluttelig ty til
Kongen med Bøn om Hjælp. Hvorledes Sagen endte, vides ikke2.
Skarpere endnu førtes Striden af Sognepræsten Hr. Mads i
Lyngelse paa Langeland. Han havde som saa mange andre Præster
forbudt "Natteløb og Drik" Valborgnat, men Menigheden var
kun bleven mere genstridig, og for at haane ham havde man
derpaa Valborgnat 1568 rejst et Majtræ lige for Kirkegaardsristen,
hvor Hr. Mads nødvendig maatte forbi. Han lod sig imidlertid
ikke skræmme, men truede fra Prædikestolen med Kirkens
Band alle dem, som havde været med ved Nattens Drikkelag og
Løsagtighed. Denne Trusel ærgrede en Bonde, hvis to Sønner
begge havde været med, og han gik derfor til Præstens Bolig og
udfordrede ham til at komme ud at slaas. Da han samtidig brugte
en hel Del Skældsord, blev Hr. Mads tilsidst hidsig, togen Bøsse
og skød ham. Hr. Mads blev stævnet for en Provsteret. Skøndt
han her oplyste, at Bonden var en "Præstehader", der en Gang
havde slaaet sin Sognepræst ihjel med et Spyd, dømte dog Prov-
sterne Hr. Mads til at have "fortabt sit Sogn paa Kongens Naade
og Unaade"1.
Det eneste Maal, som Regeringen kunde sætte sig med
nogenlunde Haab om at naa det, var: Majfesten skulde holdes om
Dagen, ikke om Natten. De "Majdrenge maa gaa om Dagen,
men ikke om Natten," hedder det ogsaa paa Roskilde
Landemode 15782. Peder Palladius udtaler det samme saaledes til de
unge Bønderkarle: "Ingen Nætter maa I vaage ved Majtræet,
det er aflagt til Landsting; ikke heller St. Valborg Nat. Om I
ville føre Sommer i By, da laaner Eders Husbonds Hest og rider
ud i Skoven, henter Maj og kommer saa hjem igen med Pibe og
Tromme foran Eder, at man kan se, hvor I ride i Marken. Ak,
hvad det er godt at vandre om Dagen! Da støder en sig ikke.
Men Tyve og Røvere, Ulve og Løver, de gaa om Nattetid, og
ikke gode Børn, hen i andens Lade og Lo at lokke deres Piger
og Døtre. Det gør ingen uden Skalke"3.
Majfesten, saaledes som den foregik om Dagen, bestod i
Danmark først og fremmest i "at føre" eller "ride Sommer i By".
I Sverige derimod var, som tidligere omtalt, Fastelavnskampen
mellem "Sommer" og "Vinter" henlagt til den første Maj. Som
en Følge heraf fandt der her nogen Forskydning af
Festlighederne Sted, saa at enkelte af de danske Festskikke i Sverige
først kom til Udførelse lidt længere frem paa Sommeren.
"Majtræet" har vel i begge Lande samme Navn, men kunde i Sverige
vistnok med større Ret være kaldet "Midsommertræ". Heller
ikke i Danmark fandt med Nødvendighed Sommerridtet altid
Sted den første Maj, men kunde af forskellige Grunde, ugunstigt
Vejrlig eller andet, stundom blive udsat; i saa Fald udførtes det
gerne paa tredje Pinsedag.
Ser vi bort fra alle disse mere tilfældige Afvigelser og søger
at danne os et Begreb om, hvad der i Reglen foregik i Danmark
paa Valborgs Dag, saa var Festens Hovedtræk følgende:
Fra aarle Morgen var alle paa Benene, baade i Købstæder og
i Landsbyer. Hele det vaabenføre Mandskab stillede paa aftalt
Sted, enhver, der kunde, mødte til Hest, hvo, der ikke ejede en
saadan eller kunde faa den til Laans, maatte nøjes med at komme
til Fods. Det var sikkert kun en Undtagelse, naar det for Malmøs
Vedkommende Aar 1549 hed: "Alle skulle møde til Hest, eller
til Vogns hvo der ikke gider redet"1.
Det var en Regel, at hele Mandskabet mødte i Vaaben. "Vel
rustede", hedder det i de ovenfor nævnte Bestemmelser fra
Malmø. Naar vi hører, at Besætningen paa Bergenhus 1571
holdt Majfest paa Valborgsdag, tør vi heller ikke tvivle om, at
de mødte i Vaaben2. Og fuld Besked faar vi fra Slesvig Aar
1560, naar det hedder: "Den grønne Maj blev indført under fuldt
Gevær af 230 Personer, deriblandt 31 i Rustninger, 52 med
Hagebøsser, 85 med Hellebarder, Federspyd og deslige.
Majgreve var Andreas Siilfgrave, Raadsherre"3. Ønsker vi et
udenlandsk Eksempel blandt de mange, saa hedder det fra Danzig
Aar 1552: "I dette Aar blev Majgreven indført i Byen af 234
Ryttere, alle i fuldt Harnisk og Rustning, 460 Mand i Harnisk
og med lange Spyd, og 480 Mand med Hellebarder og Slagsværd,
Resten med Bøsser. De havde fire Faner med, Piber og
Trommer, og var ialt 1344 Mand"4.
Fra denne Regel, at møde "vel rustede", var der dog i
Danmark mange Undtagelser. Kun Bybefolkningen kunde møde med
Harnisk og Sværd, lange Spyd, Bøsser eller Armbrøster.
Landbefolkningen skulde man af mange Grunde - især med Grevens
Fejde i frisk Minde, og af Frygt for Krybskytten - vel vogte
sig for at betro Vaaben. Det var da kun for et uøvet Øje, at
Bønderkarlene, naar de samledes Valborgs Morgen, kunde tage
sig ud som "vel rustede"; maaske en Jærnhue her og hist, et
sort Kyrads til Laans fra Herregaarden, men af Vaaben kun de
dagligdags: kort Spyd, Økse og Kniv. Om Bybefolkningen i
Slesvig melder en gammel Beretning: "Fattigfolk, der ikke har Raad
til at holde Rustning, lange Bøsser, Hellebarder og deslige, møde
dog med Spader, Økser og Biler"5.
Samlingspladsen var paa Landet en aftalt Bondegaard, i
Byerne gerne udenfor en af de mest ansete Mænds Bolig. "Alle
Set. Knudsbrødrene møder for Oldermandens Dør", hedder det
fra Malmø 1549. Uden Tvivl har det i Købstæderne oftere givet
Anledning til Rivninger, hvorvidt man skulde slaa sig alle
sammen, eller fejre Festen lavsvis. I de større Byer udjævnedes
dette dog ved, at her i Reglen fandtes et særligt fornemt Lav eller Gilde, hvoraf Lensmanden og mange omboende Adelsmænd var Medlemmer. Naar i Aalborg "Guds Legems Lav", i Malmø eller Lund "Set. Knuds Gilde" gik i Spidsen, var der næppe mange, som ikke ansaa det for en Ære at følge efter. Og var der endelig et enkelt Lav, som viste sig uregerligt, saa kunde man vel ad Lovens Vej faa Opsætsigheden kuet. I de københavnske Smedesvendes Skraa af 1554 hedder det saaledes udtrykkeligt: "Naar Brødrene ville føre Maj i By om Sommeren, da skulle de spørge sig Lov af Borgmester og Raad og Kongens Foged"1. Naar Skaren endelig var samlet, gik Toget for sig. Maalet var den nærmeste Skov, for Købstædernes Vedkommende gerne Byens egen. Herude havde man ikke lidet at tage vare. Først og fremmest skulde der "kejses", det vil sige: "vælges Majgreve". Dette Valg foregik ikke paa samme Vis i de forskellige Egne. I Københavns "danske Kompagni" herskede en Art Stormands-vælde, idet Borgmestrene, Oldermanden og nogle af de gamle Majgrever "red fra Hoben og kejsede Majgreven"2. En fremtrædende Uensartethed var det, at der nogle Steder kaaredes to Majgrever, i andre Egne, ofte tæt ved hine, kun een. I Lund f. Eks. og maaske ogsaa i København valgtes der to Majgrever, i Malmø een3- I Bergen valgtes der to, og det samme var endnu i det 19de Aarhundrede Tilfældet paa Møen4. I det øvrige Norden derimod havde man i Reglen kun een. Ganske det samme var Skik i det nordlige Mellemevropa lige fra Reval til Weser. Først i Rhinegnene genfinder vi atter to Majgrever5. Skikken, som den forekommer ved Rhinen, viser os mulig dens oprindelige Form. Her vælges der nemlig hvert Aar en "Majkonge", som saa atter udvælger to "Majgrever" til at udføre sin Vilje. "Majkonger" omtales ogsaa i Frankrig og Schwaben6. Det er meget forstaaeligt, at et saadant aarligt Kongevalg, foretaget af Byens eller Egnens samlede væbnede Mandskab, kunde have haft noget stødende ved sig, især i Lande, der selv var Valgriger. Idet man da altsaa afskaffede denne Skik, har man vel i nogle Egne ladet Majgreverne rykke op i Kongens Sted og dermed gjort dem til een, i andre Egne blot nøjedes med at afskaffe Kongen, men fremdeles valgt de to Grever.
Dette være nu som det vil, saa var der i hvert Fald kun lider
tilbage hos Majgreven af den oprindelige Kongemagt. Derimod
viste der sig ved dette som ved de rigtige Kongevalg tydelige
Spor af Stormændenes Underfundighed. Ganske vist valgte man
til Majgreve helst anselige Mænd, der kunde give Stillingen Glans.
I Byen Slesvig, hvis Majgrever vi kender for en Række af Aar,
var disse gentagne Gange Raadsherrer1. Da i Bergen Aar 1571
den nye Lensmand ankom uventet til Byen den sidste April,
viste Dagen efter den afgaaede Lensmands Svende den
nysankomne den Ære at vælge ham til Majgreve, et Galanteri, der
straks besvaredes af de nye Svende med Valg af den forrige
Lensmand til deres Majgreve2. Men hyppigt stak dog Hestefoden
frem. Tydeligst var dette Tilfældet i Aalborg, hvor det ligefrem
hed, at man ved Valget skulde tage Skafferen med paa Raad om,
hvem der til Majgreve "bekvemmeligst var"3.
Denne "Bekvemmelighed" bestod væsentligt i at have det
bedste Rostockerøl i sin Kælder. For alle de mange, der gik med
i Toget med et Spyd eller en Økse paa Nakken, kunde dette
være ganske ligegyldigt, de fik dog ikke noget af det at smage.
Men for Herrerne til Hest i Spidsen var dette afgørende, da de
selv agtede at drikke Øllet om Aftenen ved "Majgrevegildet".
Endog i Lund, hvor man tilsyneladende lod den strenge
Retfærdighed raade, idet "man til Majgreve skulde vælge efter Aarene,
hvori de er indkomne udi Set. Knuds Lag", lod man dog en Dør
aaben for en Hædersmand med godt 01, idet man tilføjede: med
mindre den, der staar for Tur, vil "for Ærens Skyld tilbyde
nogen Adelsmand eller andet agtet Folk" det4.
Sagen var, at dette 01 var i Tidernes Løb blevet et
Hovedhensyn ved Majgrevevalget. Ikke for intet blev han om
Formiddagen Stedets fornemste Mand, han skulde til Tak traktere om
Aftenen. Flere Steder var der fast Takst for, hvor meget han
skulde yde, to til fem Tønder, men dette har sikkert betegnet
det knappe Lavmaal, der i Reglen blev langt overskredet I
Københavns "danske Kompagni" var Ydelsen ogsaa betydelig
større: en halv Læst godt Tyskøl, Betaling for Bægere og
Spillemænd samt for al den "Maj", der medgik til Toget og til at "maje"
Huset5. Saaledes kunde Majgreveværdigheden blive dyrekøbt
nok. Mange søgte derfor at knibe ud ved pludselig at faa vigtige
Forretninger paa Valborgsdag, saa at de maatte drage af Byen og ikke kunde overvære Valget. Ad forskellige Veje vidste man imidlertid at genne disse tilbage. I Malmø vedtog man Aar 1549, at den, der uden gyldig Undskyldning udeblev fra Toget, skulde bøde en Tønde 01, og i Aalborg 1554 bestemte man, at en Mand godt kunde vælges til Majgreve, fordi han paa Valborgs Dag ikke havde givet Møde, man skulde saa blot føre "Majkransen" til hans Dør og affordre hans Kone Øllet1. Som Tegn paa sin Værdighed modtog den nyvalgte Majgreve en Krans, der enten var gylden og båres om Hatten, saaledes i København2, eller var meget stor og båres over Skulderen. At den har været ubekvem kan ses af, at den gentagne Gange gav Anledning til Tvist. I Aalborg nedsattes Aar 1554 et Udvalg paa otte Mand for at dømme, om Majgreven ikke havde forbrudt sig ved om Aftenen, da han skulde til at danse, at tage Kransen af3. I Slesvig 1564 vakte Majgreven stor Forargelse ved at tage en lille, almindelig Blomsterkrans paa i Stedet for den rigtige og saaledes holde sit Indtog. Især Rigsarkivaren, hedder det i den gamle Beretning, var ilde berørt ved denne Haan mod gammel Sæd, dog lod den almindelige Forargelse sig ikke spore i nogen Mangel paa Appetit4. Det var denne Skik med Majgreve-Krans, hvoraf Gustav Vasa Aar 1526 benyttede sig, da han i Maj Maaned red tilbage til Byen fra Upsala-Højene, hvor han havde holdt Møde med Almuen, der klagede over, at han havde afskaffet den latinske Messe. Kongen, som næppe uden Grund mistænkte Ærkebisp Johan Magnus for at staa bag ved disse Klager, tog undervejs i Kaadhed en stor Blomsterkrans og satte den paa Ærkebispen, hvorved denne blev latterlig, idet han jo efter Folkemeningen herved erklæredes for Majgreve. Johan Magnus maatte finde sig heri, og red virkelig med Kransen paa ind i Upsala, men hævnede sig et Par Dage efter, da han gjorde sit Majgrevegilde, ved hvilket han jo, ligeledes efter Skik og Brug, skulde være Nummer ét. Han udtrykte dette saa tydeligt som muligt ved at gøre sit Højsæde og sit Skænkebord langt prægtigere end Kongens, der var lige overfor. Ved Bordet drak han Kongens Skaal med følgende Ord: "Vor Naade drikker Eders Naade til paa et godt
Aar!" Det var sikkert Gustav Vasas Hjertens Mening, naar han,
om end med et Smil, svarede: "Din Naade og Vor Naade kan
ikke rummes under samme Tag"1.
Majgrevens første Handling synes, i det mindste i flere Egne,
at have været at vælge sig en "M a j grevinde" eller
"Maj-inde". Derpaa forsynedes de øvrige Medlemmer af Toget
ligeledes hver meden "Majbrud" eller, som det endnu mange Steder
kaldtes, et "Gadelam". Hvor der var to Majgrever, udførtes dette
saaledes, at den ene opraabte Navnet paa den mandlige Part og
den anden paa den kvindelige. Den indgaaede Pagt tilkendegaves
ved, at hver, enten straks ude i Skoven eller vel i Reglen først
efter Indtoget, overrakte sin "Majbrud" en lille Blomsterkrans.
Med en saadan var altsaa hver i Toget forsynet, og det var
særlig disse Kranse, som Kvinderne havde haft travlt med at flette
om Natten. Da Vaagenætterne afskaffedes, indførte man et
saa-kaldet "Kransegilde" Valborgaften, hvortil Pigerne indbødes for
at binde Kransene. Disse "Kransegilder" synes imidlertid ikke
at have været stort bedre end "Vaagenætterne" og forbødes
hurtigt. Lensmanden paa Koldinghus. Kasper Markdanner, fandt sig
Aar 1609 foranlediget til at minde herom2. Iøvrigt synes selve
"Majbrudene", i det mindste senere, heller ikke at have haft det
bedste Ry. I "Barselstuen" lader Holberg en af de besøgende
lykønske Barselkonen med følgende Ord: "Ej Madame! til
Lykke! I parerer min Tro som en Majbrud"3.
De Kranse, som saaledes uddeltes til de ugifte Kvinder, havde
sindbilledlig Betydning og betegnede "Jomfrukranse" (Fig. 58).
Peder Palladius siger derfor: "Est du ellers en god Pige og vil
bære din Urtekrans om Sommer paa dit Hoved med Hæder og
Ære, saa lader du dig ikke lokke"4. I Limburg og Brabandt er
denne Opfattelse endnu gældende, idet man her Valborgs Dag
anbringer en Krans eller grøn Kvist foran enhver uberygtet
Piges Vindue, medens de, hvis Rygte ikke er det bedste, faar en
Straamand5. Enkelte Steder i Norden ses endnu Spor af,
hvorledes Skikken har udviklet sig selvstændig videre, idet alle de
unge Piger samles i Kres, og Kranse prøves paa dem; den, hvem
Majgrevens passer, bliver "Majinde"1. Faa Bornholm er
Udviklingen foregaaet modsat det øvrige Nordens, idet man paa denne
Ø endte med at lade Pigerne være dem, der valgte Majgreven.
At man ikke forudsatte idel Ridderlighed hos de unge Karle,
kan ses af flere Bestemmelser, f. Eks. denne fra Olsker
Gilde-skraa 1775: "Naar en Pige tager en Gildebroder eller Gæst til
Majgreve og klager over, at
han stræber imod eller river
Kransen itu, bøde han l
Rigs-mark og betale desforuden
Kransen."
Naar "Gadelammene" var
fordelte, gav Majgreven
Befaling til at gøre sig færdig til
Hjemridt. Det gik nu ud over
Skoven, idet alle brød
udsprungne Grene af Træerne.
Med disse i Haanden, under
Sang og Jubel samt Musik af
Piber og Trommer, holdtes
saa Indtoget, der paa lidt
Afstand tog sig ud, som om selve
den udsprungne Skov
vandrede ind mod Byen. Det var dette Hjemtog, der dannede
Festens Midtpunkt og havde givet den Navn. Paa Dansk kaldtes det
i Reglen "at ride (eller "føre") Sommer i By"2. Paa Engelsk
brugtes stundom det dermed beslægtede Udtryk: "to bring
the summer home". Paa begge Sider af Sundet kaldtes det
iøvrigt ogsaa: at bære (eller ride) Maj i By; i Sønderjylland:
at føre den grønne Maj ind3; i Tyskland hed det "Majridt".
At det danske Navn var gammelt, kan ses af, at det alt
forekommer i Kæmpevisen: "De var syv og syvsindstyve, der de
drog ud fra Hald". Da Sivard Snarensvend her har oprykket
Egen, hvortil han er bunden, og vender tilbage med denne ved
sit Bælte, hedder det:
Kongen stander ved Borgeled,
Udi sin Brynje ny:
"Hisset kommer Sivard Snarensvend",
Det donner under Ros, de danske Hofmænd der de udride1.
Det var dog ikke blot Sagnhelten Sivard Snarensvend, der
faldt paa at rykke et Træ op med Rode og bringe det hjem med
sig; i mange Egne udførte man endnu dette Kæmpeværk og
slæbte Træet møjsommeligt tilvogns med i Optoget.
er født i Kjøbenhavn 5. Sept. 1840 og blev Student 1858.
Forskjelligartede Paavirkninger, dels fra Søren Kierkegaard,
med hvis Søster L. s Fader havde været gift i første
Ægteskab, dels fra Naturforskeren P. W. Lund,
Faderens Broder, hvis æventyrlige Eneboerliv i
Brasilien satte den unges Sind i stærk Bevægelse,
i Forbindelse med Evner, der let lode sig forvexle
med digteriske Anlæg, kastede L. ind i Studier af
forskjellig Art, snart naturvidenskabelige, snart
filosofiske og æsthetiske. Krigen 1864, i hvilken
L. selv havde ønsket at deltage, og i hvilken han
mistede en af sine Brødre, bragte ham til at samle
sig om et Embedsstudium, og 1866 tog han theologisk
Examen. Efter Hjemkomsten fra en Udenlandsrejse skrev
han et æsthetisk Arbejde, «Paa Vandring» af «Poul
Vedel» (1867). 1871 afsluttede han sine filosofiske
Studier med sin for Doktorgraden skrevne Afhandling
«Om Sokrates' Lære og Personlighed)).
1870 havde L. imidlertid faaet Ansættelse som
Stipendiat i Gehejmearkivet. Hans nye Gjerning
bragte ham til at sysle med hidtil utrykte Kilder
til Danmarks Historie, og et Par mindre Afhandlinger
(«Christian IV's Dom over Christoffer Rosenkrantz))
og «Jacob Ulfeldts Optræden ved Frederik II's
Begravelse))) vidnede om Evner til at se nyt og frisk
paa hidtil fastslaaede Kjendsgjerninger. Hans Studier
udvidedes efterhaanden. 1876 udkom «Historiske
Skitser)), hvis Hovedafhandling, «Peder Oxes
Tilbagekomst)), gav Anledning til en skarp Polemik med
Johan Grundtvig. 1877 udgav han «Mogens Heinesøn)),
og samtidig lagde han Grunden til en Fremstilling
af Christian IV's Mindreaarighed, som dog først
udkom 1893 under Titelen: «Christian IV's Skib paa
Skanderborg Sø». Disse Skrifter danne én Side af L.s
Forfattervirksomhed. Han har i dem nedlagt stor Flid
og Opfindsomhed i Sammenstillingen; hans af en livlig Fantasi baarne
Fremstilling staar i nøje Sammenhæng med
hans tidligere Udvikling. -- Imidlertid havde
L. koncentreret sit Studium paa Kulturhistorien,
og 1879 udkom 1. Del af L.s Hovedværk: «Danmarks og
Norges Historie i Slutningen af det 16. Aarhundrede»,
af hvilket der foreligger 12 Bind. Dette anselige
Værk vil altid indtage en ejendommelig Stilling i vor
historiske Litteratur paa Grund af sin fængslende og
billedrige Fremstilling og sin fra talrige utrykte
Kilder hentede store Stofmasse. Et skarpt Angreb af
Professor D. Schäfer i Tübingen gav L. Anledning til
det formfuldendte lille Skrift «Om Kulturhistorie»
(1894), i hvilket han har søgt at hævde
Kulturhistoriens Ligestillethed med Statshistorien.
1875 traadte L. ud af Gehejmearkivet. Aaret før var
han blevet ansat som Lærer ved Officersskolen. Han
har gjennem flere livlig skrevne Piecer virket
for Forsvarssagens Fremme. 1888 udnævntes han til
Professor. -- 1868 blev L. gift med sin Halvkusine
Sigismunda Tillisch, Datter af General T. -- Han fører
i Følge Navnebevilling nu Efternavnet Troels-Lund.
fra Dansk biografisk Lexikon