Juleeventyr af H. C. Andersen,
1805-75.Krøblingen.
H. C. Andersen: Krøblingen.
(1872)
Der var en gammel Herregaard med unge, prægtige
Herregaardsfolk. Rigdom og Velsignelse havde de, fornøie sig vilde
de og Godt gjorde de. Alle Mennesker vilde de gjøre glade som de
selv vare det.
Juleaften stod et deiligt pyntet Juletræ i den gamle Riddersal,
hvor da Ilden brændte i Kaminerne og der var hængt Granqviste om
de gamle Skilderier. Her samledes Herskabet og Gjesterne, der blev
Sang og Dands.
Tidligere paa Aftenen var allerede Juleglæde i Folkestuen.
Ogsaa her stod et stort Grantræ med tændte røde og hvide Lys, smaa
Danebrogsflag, udklippede Svaner og Fiskenet af broget Papir
fyldte med "Godtgodter". De fattige Børn fra Sognet vare indbudne;
hver havde sin Moder med. Hun saae ikke meget hen til Træet, hun
saae hen til Julebordene, hvor der laae Uldent og Linned, Kjoletøi
og Buxetøi. Ja derhen saae Mødrene og de voxne Børn, kun de bitte
Smaa strakte Hænderne mod Lysene, Flitterguldet og Fanerne.
Hele den Forsamling kom tidligt paa Eftermiddagen, fik Julegrød
og Gaasesteg med Rødkaal. Naar saa Juletræet var seet og Gaverne
uddeelte, fik hver et lille Glas Punsch og æblefyldte Æbleskiver.
De kom hjem i deres egen fattige Stue, og der blev talt om "den
gode Levemaade", det vil sige Fødevarerne, og Gaverne bleve endnu
engang rigtigt besete.
Der var nu Have-Kirsten og Have-Ole. Gifte med hinanden havde
de Huset og det daglige Brød ved at luge og grave i
Herregaardshaven. Hver Julefest fik de deres gode Deel af
Foræringerne; de havde ogsaa fem Børn, alle fem bleve klædte op af
Herskabet.
"Det er godgjørende Folk, vort Herskab!" sagde de. "Men de have
da ogsaa Raad til det, og de have Fornøielse deraf!"
"Her ere komne gode Klæder at slide for de fire Børn!" sagde
Have-Ole. "Men hvorfor er her ikke Noget til Krøblingen? Ham pleie
de dog ogsaa at betænke, skjøndt han ikke er med ved Gildet!"
Det var det ældste af Børnene, de kaldte "Krøblingen", han
havde ellers Navnet Hans.
Som Lille var han det flinkeste og livligste Barn, men saa blev
han med Eet "slat i Benene", som de kaldte det, han kunde ikke
staae eller gaae og nu laae han til Sengs paa femte Aar.
"Ja, Noget fik jeg jo ogsaa til ham!" sagde Moderen. "Men det
er ikke Noget videre, det er bare en Bog, han kan læse i!"
"Den skal han ikke blive fed af!" sagde Faderen.
Men glad ved den blev Hans. Han var en rigtig opvakt Dreng, der
gjerne læste, men brugte ogsaa sin Tid til Arbeide, for saavidt
som han, der altid maatte ligge til Sengs, kunde gjøre Gavn. Han
var nævenyttig, brugte sine Hænder, strikkede Uldstrømper, ja hele
Sengetæpper; Fruen paa Gaarden havde rost og kjøbt dem.
Det var en Eventyrbog, Hans havde faaet; i den var Meget at
læses, Meget at tænke over.
"Den er ikke til noget Slags Nytte her i Huset!" sagde
Forældrene. "Men lad ham læse, saa gaaer den Tid, han kan ikke
altid binde Hoser!"
Foraaret kom; Blomster og Grønt begyndte at spire, Ukrudt med,
som man jo nok kan kalde Nælderne, uagtet der staaer saa kjønt om
dem i Psalmen:
"Gik alle Konger frem i Rad,
I deres Magt og Vælde,
De mægted' ei det mindste Blad
At sætte paa en Nælde."
Der var Meget at gjøre i Herregaardshaven, ikke blot for
Gartneren og hans Lærlinger, men ogsaa for Have-Kirsten og
Have-Ole.
"Det er et heelt Slid!" sagde de, "og have vi saa revet Gangene
og faaet dem rigtigt pene, saa trædes de strax ned igjen. Her er
et Rykind med Fremmede paa Herregaarden. Hvor det maa koste! men
Herskabet er rige Folk!"
"Det er løierligt fordeelt!" sagde Ole. "Vi ere Alle Vor Herres
Børn, siger Præsten. Hvorfor da saadan Forskjel!"
Det kommer fra Syndefaldet!" sagde Kirsten.
Derom talte de igjen om Aftenen, hvor Krøbling-Hans laae med
Eventyrbogen.
Trange Kaar, Slid og Slæb, havde gjort Forældrene haarde i
Hænderne men ogsaa haarde i deres Dom og Mening; de kunde ikke
magte den, ikke klare den, og talte sig nu mere gnavne og vrede.
"Somme Mennesker faae Velstand og Lykke, Andre kun Fattigdom!
Hvorfor skal vore første Forældres Ulydighed og Nysgjerrighed gaae
ud over os. Vi havde ikke baaret os saaledes ad som de To!"
"Jo vi havde!" sagde lige med Eet Krøbling-Hans. "Det staaer
Altsammen her i denne Bog!"
"Hvad staaer i Bogen?" spurgte Forældrene.
Og Hans læste for dem det gamle Eventyr om Brændehuggeren og
hans Kone: de skjendte ogsaa over Adams og Evas Nysgjerrighed, der
var Skyld i deres Ulykke. Saa kom Landets Konge forbi. "Følg hjem
med!" sagde han, "saa skal I faae det lige saa godt som jeg, syv
Retter Mad og en Skue-Ret. Den er i lukket Terrin, den maae I ikke
røre, for saa er det forbi med Herrelivet!" "Hvad kan der være i
Terrinen?" sagde Konen. "Det kommer ikke os ved!" sagde Manden.
"Ja jeg er ikke nysgjerrig!" sagde Konen, "jeg gad bare vide,
hvorfor vi ikke tør løfte Laaget; der er vist noget Delicat!"
"Bare der ikke er nogen Mechanik ved!" sagde Manden, "saadan et
Pistolskud, der knalder af og vækker hele Huset!" "Eia!" sagde
Konen og rørte ikke ved Terrinen. Men om Natten drømte hun, at
Laaget selv løftede sig, der kom en Duft af den deiligste Punsch,
som man faaer den ved Bryllupper og Begravelser. Der laae en stor
Sølvskilling med Indskrift: "Drikke I af denne Punsch, saa blive I
de to Rigeste i Verden og alle andre Mennesker blive Stoddere!" -
og saa vaagnede Konen i det Samme og fortalte Manden sin Drøm. "Du
tænker for meget paa den Ting!" sagde han. "Vi kunne jo lette med
Lempe!" sagde Konen. "Med Lempe!" sagde Manden. Og Konen løftede
ganske sagte Laaget. - Da sprang der to smaa vevre Muus ud og væk
vare de i et Musehul. "God Nat!" sagde Kongen. "Nu kunne I gaae
hjem og lægge Eder i Eders Eget. Skjend ikke meer paa Adam og Eva,
I selv have været lige saa nysgjerrige og utaknemmelige!" - -
"Hvorfra er den Historie der kommen i Bogen?" sagde Have-Ole!
Det er ligesom den skulde gjelde os. Den er meget til
Eftertænksomhed!"
Næste Dag gik de igjen paa Arbeide; de bleve ristede af Solen
og vaade til Skindet af Regnveiret; inde i dem vare gnavne Tanker,
dem tyggede de Drøv paa.
Det var endnu lys Aften hjemme, de havde spiist deres
Melkegrød.
"Læs for os igjen Historien om Brændehuggeren," sagde Have-Ole.
"Der er saa mange yndelige i den Bog!" sagde Hans. "Saa mange,
I ikke kjende!"
"Ja dem bryder jeg mig ikke om!" sagde Have-Ole. "Jeg vil høre
den, jeg kjender!"
Og han og Konen hørte den igjen.
Meer end een Aften kom de tilbage til den Historie.
"Rigtigt klare mig det Hele, kan den dog ikke!" sagde Have-Ole.
"Det er med Menneskene som med sød Melk, den skjørner; nogle blive
til fiin Skjørost, og andre til den tynde, vandede Valle! somme
Folk have Lykke i enhver Ting, sidde til Høibords alle Dage og
kjende hverken Sorg eller Savn!"
Det hørte Krøbling-Hans. Sølle var han i Benene, men kløgtig i
Hovedet. Han læste op for dem af Eventyrbogen, læste om "Manden
uden Sorg og Savn." Ja hvor var han at finde og findes maatte han:
Kongen laae syg og kunde ikke helbredes, uden ved at blive
iført den Skjorte, som var bleven baaret og slidt paa Kroppen af
et Menneske, der i Sandhed kunde sige, at han aldrig havde kjendt
Sorg eller Savn.
Bud blev sendt til alle Verdens Lande, til alle Slotte og
Herregaarde, til alle velstaaende og glade Mennesker, men naar man
rigtig frittede ud, havde dog hver af dem prøvet Sorg og Savn.
"Det har jeg ikke", sagde Svinehyrden, der sad paa Grøften, loe
og sang. "Jeg er det lykkeligste Menneske!"
"Giv os da din Skjorte," sagde de Udsendte, " den skal Du faae
betalt med et halvt Kongerige."
Men han havde ingen Skjorte, og kalddte sig dog det lykkeligste
Menneske.
"Det var en fiin Karl!" raabte Have-Ole, og han og hans Hustru
loe, som de ikke havde leet i Aar og Dag.
Da kom Skoleholderen forbi.
"Hvor I ere fornøiede!" sagde han, "det er sjeldent Nyt her i
Huset. Har I vundet en Ambe i Lotteriet?"
"Nei, det er ikke af det Slags!" sagde Have-Ole. "Det er Hans,
der læste for os af Eventyrbogen, han læste om "Manden uden Sorg
og Savn", og den Karl han havde ingen Skjorte. Det tøer op for
Øinene, naar man hører Sligt, og det af en trykt Bog. Hver har nok
sit Læs at trække; man er ikke ene om det. Heri er altid en
Trøst!"
"Hvorfra har I den Bog?" spurgte Skoleholderen.
"Den fik vor Hans ved Juletid for over et Aar siden. Herskabet
gav ham den. De veed, han har saadan Lyst til Læsning og er jo
Krøbling! Vi havde den Gang heller seet, at han havde faaet to
Blaarlærreds Skjorter. Men Bogen er mærkelig, den kan ligesom
svare paa Ens Tanker!"
Skoleholderen tog Bogen og aabnede den.
"Lad os faae den samme Historie igjen!" sagde Have-Ole, "jeg
har den endnu ikke rigtig inde. Saa maa han ogsaa læse den anden
om Brændehuggeren!"
De to Historier vare og bleve nok for Ole. De vare som to
Solstraaler ind i den fattige Stue, ind i den forkuede Tanke, som
lod dem være tvære og gnavne.
Hans havde læst den hele Bog, læst den mange Gange. Eventyrene
bare ham ud i Verden, der hvor han jo ikke kunde komme, da Benene
ikke bare ham.
Skoleholderen sad ved hans Seng; de talte sammen, og det var
fornøieligt for dem begge To.
Fra den Dag kom Skoleholderen oftere til Hans, naar Forældrene
vare paa Arbeide. Det var som en Fest for Drengen, hver Gang han
kom. Hvor lyttede han efter, hvad den gamle Mand fortalte ham, om
Jordens Størrelse og mange Lande, og at Solen var dog næsten en
halv Million Gange større end Jorden og saa langt borte, at en
Kanonkugle, i sin Fart, brugte fra Solen til Jorden hele fem og
tyve Aar, medens Lysstraalerne kunde naae Jorden i otte Minutter.
Om alt Dette veed nu hver dygtig Skoledreng Besked, men for
Hans var det nyt og endnu vidunderligere end Alt, hvad der stod i
Eventyrbogen.
Skoleholderen kom et Par Gange om Aaret til Bords hos
Herskabet, og ved en saadan Leilighed fortalte han, hvilken
Betydning Eventyrbogen havde i det fattige Huus, hvor alene to
Historier i den vare blevne til Vækkelse og Velsignelse. Den
svagelige, flinke, lille Dreng havde ved sin Læsning bragt
Eftertanke og Glæde i Huset.
Da Skoleholderen tog hjem fra Herregaarden, trykkede Fruen ham
et Par blanke Sølvdalere i Haanden til lille Hans.
"De maae Fader og Moder have!" sagde Drengen, da Skoleholderen
bragte ham Pengene.
Og Have-Ole og Have-Kirsten sagde: "Krøbling-Hans er dog ogsaa
til Gavn og Velsignelse!"
Et Par Dage efter, Forældrene vare ved Arbeide paa
Herregaarden, holdt Herskabsvognen udenfor; det var den
hjertensgode Frue, som kom, glad over, at hendes Julegave var
bleven til saadan Trøst og Fornøielse for Drengen og Forældrene.
Hun medbragte fiint Brød, Frugt og en Flaske sød Saft; men hvad
der var endnu fornøieligere, hun bragte ham, i forgyldt Buur, en
lille sort Fugl, der kunde fløite ganske yndeligt. Buret med
Fuglen blev sat op paa den gamle Dragkiste, et Stykke fra Drengens
Seng, han kunde see Fuglen og høre den; ja Folk heelt ude paa
Landeveien kunde høre dens Sang.
Have-Ole og Have-Kirsten kom først hjem efter at Fruen var
kjørt bort; de fornam, hvor glad Hans var, men syntes dog, at der
kun var Besværlighed ved den Gave, der var givet.
"Rige Folk tænke nu ikke saa vidt om!" sagde de. "Skal vi nu
ogsaa have den at passe. Krøbling-Hans kan jo ikke gjøre det.
Enden bliver at Katten tager den!"
Otte Dage gik, der gik endnu otte; Katten havde i den Tid mange
Gange været i Stuen, uden at skræmme Fuglen, endsige at gjøre den
Fortræd. Da hændte der sig en stor Begivenhed. Det var
Eftermiddag, Forældrene og de andre Børn vare paa Arbeide, Hans
ganske alene; Eventyrbogen havde han i Haanden og læste om
Fiskerens Kone, der fik alle sine Ønsker opfyldte; hun vilde være
Konge, det blev hun; hun vilde være Keiser, det blev hun; men saa
vilde hun være den gode Gud, - da sad hun igjen i Muddergrøften,
hun var kommen fra.
Den Historie havde nu slet ingen Hentydning til Fuglen eller
Katten, men det var just den Historie, han læste i, da
Begivenheden indtraf; det huskede han altid siden.
Buret stod paa Dragkisten, Katten stod paa Gulvet og saae stift
med sine grøngule Øine op paa Fuglen. Der var Noget i Kattens
Ansigt, som om den vilde sige til Fuglen: "Hvor Du er yndig! jeg
gad æde Dig!"
Det kunde Hans forstaae; han læste det lige ud af Kattens
Ansigt.
"Væk, Kat!" raabte han. "Vil Du see til at komme ud af Stuen!"
Det var som den tog sig sammen til at springe.
Hans kunde ikke naae den, havde ikke Andet at kaste efter den,
end sin kjæreste Skat, Eventyrbogen. Den kastede han, men Bindet
sad løst, det fløi til een Side, og Bogen selv med alle sine Blade
fløi til en anden Side. Katten gik med langsomme Trin lidt tilbage
i Stuen og saae paa Hans, ligesom den vilde sige:
"Bland Dig ikke i den Sag, lille Hans! jeg kan gaae og jeg kan
springe, Du kan ingen af Delene!"
Hans holdt Øie med Katten og var i stor Uro; Fuglen blev ogsaa
urolig. Intet Menneske var der at kalde paa; det var som om Katten
vidste det; den lavede sig igjen til at springe. Hans viftede med
sit Sengetæppe, Hænderne kunde han bruge; men Katten brød sig ikke
om Sengetæppet; og da ogsaa det var kastet efter den, uden Nytte,
satte den i eet Spring op paa Stolen og ind i Vindueskarmen, her
var den Fuglen nærmere.
Hans kunde fornemme sit eget varme Blod i sig, men det tænkte
han ikke paa, han tænkte kun paa Katten og Fuglen; ude af Sengen
kunde Drengen jo ikke hjelpe sig, staae paa Benene kunde han ikke,
gaae endnu mindre. Det var som om hans Hjerte vendte sig inden i
ham, da han saae Katten springe fra Vinduet lige hen paa
Dragskisten, støde til Buret saa at det væltede. Fuglen flagrede
forvildet om derinde.
Hans gav et Skrig, der gik et Ryk i ham, og uden at tænke
derved, sprang han ud af Sengen, hen mod Dragkisten, rev Katten
ned, og holdt fast i Buret, hvor Fuglen var som i stor
Forfærdelse. Han holdt Buret i Haanden og løb med det ud af Døren
ud paa Veien.
Da strømmede Taarerne ham ud af Øinene; han jublede og raabte
ganske høit: "Jeg kan gaae! Jeg kan gaae!"
Han havde faaet sin Førlighed igjen; Sligt kan hænde og med ham
hændte det.
Skoleholderen boede tæt ved; til ham løb han ind paa sine bare
Fødder, kun i Skjorte og Trøie og med Fuglen i Buret.
"Jeg kan gaae!" raabte han. "Herre, min Gud!" og han hulkede i
Graad af bare Glæde.
Og Glæde blev der i Huset hos Have-Ole og Have-Kirsten.
"Gladere Dag kunne vi ikke opleve!" sagde de begge To.
Hans blev kaldet op paa Herregaarden; den Vei havde han ikke
gaaet i mange Aar; det var som om Træerne og Nøddebuskene, dem han
saa godt kjendte, nikkede til ham og sagde: "Goddag, Hans!
velkommen herude!" Solen skinnede ham ind i Ansigtet, lige ind i
Hjertet.
Herskabet, de unge, velsignede Herregaardsfolk, lod ham sidde
hos sig og saae ligesaa glade ud, som om han kunde have været af
deres egen Familie.
Gladest var dog Herskabsfruen, som havde givet ham
Eventyrbogen, givet ham den lille Sangfugl, den var nu rigtignok
død, død af Skrækken, men den havde været ligesom Midlet til hans
Helbredelse, og Bogen havde været ham og Forældrene til Vækkelse;
den havde han endnu, den vilde han gjemme og læse, om han blev nok
saa gammel. Nu kunde han ogsaa være dem hjemme til Gavn. Han vilde
lære et Haandværk, helst blive Bogbinder, "thi," sagde han, "saa
kan jeg faae alle nye Bøger at læse!"
Ud paa Eftermiddagen kaldte Herskabsfruen begge Forældrene op
til sig. Hun og hendes Huusbond havde talt sammen om Hans; han var
en from og flink Dreng, havde Læselyst og Nemme. Vor Herre er
altid for en god Sag.
Den Aften kom Forældrene rigtig glade hjem fra Gaarden, især
Kirsten, men Ugedag efter græd hun, for da reiste lille Hans; han
var kommen i gode Klæder; han var en god Dreng; men nu skulde han
over det salte Vand, langt bort, sættes i Skole, en latinsk, og
der vilde gaae mange Aar, før de saae ham igjen.
Eventyrbogen fik han ikke med, den vilde Forældrene beholde til
Minde. Og Fader læste tidt i den, men aldrig uden de to Historier,
for dem kjendte han.
Og de fik Breve fra Hans, det ene gladere end det andet. Han
var hos rare Mennesker, i gode Kaar; og allerfornøieligst var det
at gaae i Skole; der var saa Meget at lære og vide; han ønskede nu
bare at blive hundrede Aar og saa en Gang Skoleholder.
"Om vi skulle opleve det!" sagde Forældrene, og de trykkede
hinanden i Hænderne, som ved Altergang.
"Hvad der dog er hændet Hans!" sagde Ole. "Vor Herre tænker
ogsaa paa Fattigmands Barn! just med Krøblingen skulde det vise
sig! er det ikke som om Hans kunde læse det op for os ud af
Eventyrbogen!"